SKRIV ET GODT PERSONLIGT BREV

Dit personlige brev er et supplement til dit CV, og her har du mulighed for at give en uddybende beskrivelse af, hvem du er, dine styrker og ambitioner. Det vigtigste er, at du her skal motivere, hvorfor du søger stillingen, og hvorfor det lige er dig, der er den rette kandidat. Ligesom dit CV skal dit personlige brev være kort og koncist og kun indeholde relevante informationer.

HVORDAN BEGYNDER MAN? 

En god start på dit personlige brev er kort at beskrive, hvorfor du søger stillingen, og hvad du kan bidrage med. Det er vigtigt at vise, hvorfor netop dine kompetencer matcher stillingsbeskrivelsen. Du kan også her beskrive, hvilke årsager der ligger til grund for, at du søger et nyt job. Eksempelvis at du er klar til nye udfordringer. På den måde viser du, at det rent faktisk er noget, som du er klar til. 

OG HVAD ELLERS? 

Dit personlige brev skal være positivt, vise selvtillid og beskrive, hvor meget du brænder for stillingen eller at arbejde hos den aktuelle arbejdsgiver. Mange er af den opfattelse, at det kan være svært at reklamere for sig selv, men husk, at det er en af de ting, som en arbejdsgiver gerne vil se fra dig inden en jobsamtale. Så du skal ikke være beskeden, men derimod fremhæve, hvad der er specielt ved dig! 
 Det er også en god idé at gøre teksten levende og at være personlig i dit sprog. Det bliver meget mere interessant at læse frem for en tør og upersonlig tekst. Glem endelig ikke til sidst at tjekke op på, at stavning og grammatik er korrekt i brevet. Det er ofte en god ide at få en anden til at læse korrektur for dig. Held og lykke!

Tip en ven